Forretningsbetingelser

Leje af stand

Du booker og betaler en stand på vores hjemmeside www.lidkøb.dk.

Lejen sker på dagsbasis, minimum 1 uge og op til 12 måneder. En uge er 7 dage. Starter du f.eks. mandag, sætter du op søndag og tager ned søndag. Det mest almindelige er en lejeperiode på 14 dage.

Betalingsformer

Til online booking tager vi imod alle typer VISA og MasterCard.

I butikken tager vi imod kontanter, Dankort, VISA, MasterCard eller MobilePay.

Pris og kommission

Priser er efter gældende prisliste på hjemmesiden inklusiv moms, herunder også en kommissionsprocent på 15%, som automatisk fratrækkes opgørelsen inden fortjenesten udbetales til dig.

Forudsat at du sælger dine private ting, betaler du ikke moms og skat af dit salg.

Erhverv

Erhvervsmæssig booking kan ikke ske online, men skal bookes ved kontakt til forretningen.

Hvis du driver erhverv via standen, er selskabet selv ansvarlig for at indberette korrekte oplysninger til SKAT.

Fortrydelsesret og reklamation

Der gælder 14 dages fortrydelsesret for standleje, dog refunderes lejen ikke hvis lejeperioden er startet. Såfremt du booker mindre end 14 dage før lejeperiodens begyndelse, bekræfter du, at du afskriver dig 14 dages fortrydelsesret.

Ønsker man at reklamere, kan man henvende sig til info@lidkob.dk.

Alle solgte varer er købt som beset og der kan ikke reklameres over disse.

Opstart

Når standen er booket og betalt, kan varerne opsættes på standen 1 time før lukketid dagen før lejestart eller på førstedagen af din lejeperiode.

Har du ikke opstillet dine varer, inden lukketid på den første lejedag i perioden, kan Lidkøb frit og uden varsel leje standen ud til anden side uden refusion af standleje.

Standen kan dekoreres i et let omfang, såfremt det vurderes rimeligt af personalet.

Standene må ikke flyttes, og der må ikke fastgøres ting på standen.

Varerne skal være placeret på din stand. Du må ikke lægge varer andre steder i butikken eller på andre stande. 

Lidkøb må gerne placere nogle af dine ting på temaborde, for at du opnår bedre salg.

Prismærker

Alle varer registreres på forhånd gennem “Mit Lidkøb” som kan tilgås på www.lidkøb.dk fra din PC, smartphone eller fra en computer i butikken.

Varer skal registreres med en udførlig varebeskrivelse indeholdende farve, mærke, kendetegn, størrelse og pris. F.eks.: Grøn Molo T-shirt med biler, str. 68, 49 kr.
Varebeskrivelsen er vigtig for medarbejderne ved kassen for at undgå bedrageri med ombytning af prismærker. Derfor skal der også en god beskrivelse på de billige varer, så der ikke blot står “T-shirt 10 kr”. Ellers kan uærlige personer bruge dit prismærke og sætte på en dyr T-shirt.

Varebeskrivelsen er også en hjælp for dig, så du præcis ved, hvad du har solgt.

Print af prismærker sker ved henvendelse til personalet.

Prismærket skal være unikt for varen og du sørger selv for, at alle dine varer er rigtig mærket.

Såfremt du ønsker at ændre prisen på en eller flere varer skal dette opdateres online og du vil derefter kunne printe nogle nye prismærker.

Der kan ikke slettes i listen af varer, så har du skrevet forkert, indskriver du blot varen på ny.

I tilfælde af leje af ny stand, er du ansvarlig for at skifte prismærkerne. Har du lejet flere forskellige stande, skal der påsættes nye prismærker ved flytning af varer mellem de lejede stande.

Varer uden pris

Hvis en vare mister sit prismærke eller dukker op i butikken efter standlejen er slut, vil den blive placeret på “Lost and Found”-reolen. Det er derfor fornuftigt at holde øje med, om man kan genkende sine varer på reolen – også efter ophørt lejeperiode, da varer kan dukke op, når andre standlejere pakker sammen.

Varer uden prismærke opbevares i afdelingen i 14 dage, hvorefter de tilfalder Lidkøb, som frit kan donere, bortskaffe eller sælge dem.

Orden og opfyldning på din stand

For at du sælger bedst muligt, bør din stand være overskuelig og ryddelig, hvilket du selv er ansvarlig for. Du er velkommen til at fylde op med nye varer i hele din lejeperiode.

Overfyld ikke standen. Der skal være plads til at ”bladre” i tøjet på bøjlestangen, så hæng ikke tøjet for tæt. Sæt kurve eller kasser op til småting, så standen bliver nem at overskue for køberne.

Varesikring

I Lidkøb gør vi alt for at sikre dine varer bedst muligt. Vi har videoovervågning, opmærksomt personale og flere alarmtyper til gratis udlån til varer over 50 kr., så du kan sikre dine varer bedst muligt. Følgende forhodsregler anbefales:

  • Prismærker kan gemmes i tøjalarmer. Så er din vare bedre sikret mod prismærkeombytning, og vi kan stadig sælge din vare, hvis dit andet prismærke er faldet af. Alarmen monteres i tøjet i en syning eller en lomme. Sæt den ikke i prismærket, et vaskemærke eller en strop.
  • Klisteralarmen placeres så vidt muligt på et ikke synligt sted. Skjul den evt. under prismærket på varen.
  • Sæt evt. et stykke klar tape over dit prismærke, så det bliver siddende, hvor det skal.
  • Fastgør evt. kabler eller løsdele, der hører til varen, med tape eller strips.
  • Dyre smykker, ure, parfumer og andre varer, der kan friste svage sjæle, skal ikke ligge på standen, men låses ind i et af vores glasskabe.
  • Som standholder har du altid mulighed for at få en til to varer i glasskabene, hvis der er plads.

Vi anmelder butikstyveri samt ombytning af prismærker til politiet. Ombytning af prismærker kategoriseres som bedrageri.

Lidkøb kan dog ikke stilles til ansvar for stjålne, tabte eller ødelagte varer.

Lidkøb er ikke erstatningspligtig ved brand- og vandskade. I forbindelse med brand, vand eller indbrudstyveri kan din indboforsikring eventuelt dække dit tab – kontakt dit forsikringsselskab for mere information. 

Min vare er væk

Hvis din vare er forsvundet fra standen, men ikke solgt, ligger den højst sandsynligt på en anden stand. Kunderne har det med at fortryde undervejs, og så lægger de varen fra sig et tilfældigt sted.

Kig evt. på de andre stande, men vi ved af erfaring, at det kan være svært at overskue hele butikken, så en vare kan dukke op efter flere uger. Får vi varen indleveret ved kassen, kommer den tilbage på standen.

Finder vi en vare uden prismærke på, bliver den lagt i “Lost and Found”-reolen, så husk at tjekke området jævnligt.

Udsalg

Du har mulighed for at holde udsalg på din stand. Du skal blot informere personalet herom, så de kan registrere rabatten i kassesystemet, så prismærkerne ikke skal skiftes. Udsalgsskilte udleveres af personalet, og man kan vælge mellem 25% og 50% rabat. 

Husk at rabatten gælder alle varer, du har prismærket, så vær opmærksom på evt. varer i glasskabet.

Når du har sat rabat på din stand, er den låst, så kontakt personalet i kassen, hvis du skal skrive flere varer ind, så åbner vi den imens.

Ejendomsret

Sælger er alene ansvarlig for at have uindskrænket ejendomsret og ret til at sælge varerne på standen. Følgende varer må ikke sælges i butikken:

  • Det er ikke tilladt at sælge kopivarer, f.eks. tasker, punge, ure eller brændte DVD’er.
  • Sikkerhedskompromitterende varer såsom tobak, alkohol, fødevarer, våben, fyrværkeri, hårde hvidevarer, pornografisk materiale eller andet som personalet måtte vurdere upassende.
  • Skarpe genstande som knive må ikke ligge fremme på standen, men skal låses inde i vores glasskabe.

Overtrædelse vil medføre bortskaffelse af disse varer og effekter uden varsel.

Det er ikke tilladt at lægge visitkort eller anden markedsføring på standene.

Personalet har desuden ret til at afvise eller bortskaffe varer, som vurderes skadelige for butikkens standard, som f.eks. beskidte (snavsede), ildelugtende eller uhygiejniske varer. 

Tømning af stand

Standen skal være tømt senest 2 timer inden lukketid på lejeperiodens sidste dag. Du skal huske at medbringe ID, og du er selv ansvarlig for at tømme standen. Husk at se efter dine varer i glasmontrer, på temabordene og “Lost and Found”-reolen.

Det er vigtigt, at alle prismærker og tyverisikringer bliver siddende på varerne, når standen tømmes, da varer uden prismærker ikke må tages ud af butikken. Personalet vil kontrollere dine varer ved skranken, og alarmer vil blive afmonteret.

Skal en anden tømme standen for dig, skal du sørge for at ringe og give butikken besked.

Er standen ikke tømt rettidigt, forlænges lejeperioden automatisk med en uge. Premium-varer vil blive forlænget med en periode ekstra. Er standen booket til anden side, vil den blive lukket ned, hvilket koster 200kr. Kan du ikke hente dine ting i tide, kan du efter aftale bestille nedtagning til 100 kr. per stand. Lejeforlængelser og nedlukninger vil blive modregnet dit samlede salg eller opkrævet i butikken. Ved nedtagning vil varer blive opbevaret i en uge, hvorefter de tilfalder Lidkøb.

Udbetaling og afregning

Udbetalingen sker til den oplyste konto på Mit Lidkøb.

To gange om måneden overfører vi dit tilgodehavende til din bankkonto:

  • Salget fra d. 1.-15. bliver indsat d. 30. i samme måned.
  • Salget fra d. 16-31. bliver indsat d. 15. i den efterfølgende måned.

Ligger udbetalingsdatoen ikke på en bankdag, bliver pengene indsat ved først kommende bankdag herefter.